Neuropædagogik

Neuropædagogik er en central del af vores faglige tilgang. Metoden hjælper os med at forstå borgernes adfærd, reaktioner og følelsesmæssige tilstande – og giver os et solidt grundlag for at tilrettelægge støtte, der skaber ro, tryghed og udvikling.

Hvad er neuropædagogik?

Neuropædagogik kombinerer viden fra psykologi med forståelse af hjernens udvikling og funktion. Teorien tager udgangspunkt i Susan Harts neuroaffektive kompasser, som bygger på forskning i den treenige hjerne.

De tre kompasser beskriver tre niveauer i hjernen:

  • Det autonome niveau

  • Det limbiske niveau

  • Det præfrontale niveau

Hvert niveau viser forskellige tegn, adfærd og følelsesmæssige tilstande. Et menneske, der er i balance, kan bevæge sig frit mellem kompassernes fire kvadranter og regulere sine følelser fleksibelt.

Hvordan bruger vi kompasserne i praksis?

Mange af de borgere, vi møder, har begrænset adgang til det præfrontale niveau – det område, hvor vi planlægger, forstår sammenhænge og regulerer følelser.

Derfor arbejder vi med at:

  • observere borgerens tegn og adfærd

  • møde borgeren på det følelsesmæssige niveau, hvor de befinder sig

  • anerkende borgerens følelser og frustrationer

  • skabe rammer, der understøtter ro, forudsigelighed og tryghed

Når vi gør det, øges borgerens oplevelse af at blive set, forstået og mødt.

Hvad sker der i hjernen?

Susan Hart beskriver også, hvordan forskellige neurotransmittere og hormoner påvirker adfærd og trivsel:

  • Serotonin

  • Dopamin

  • Noradrenalin

  • Oxytocin

  • Melatonin

  • Kønshormoner

Ubalance i disse systemer kan føre til stressreaktioner. Borgere, der er under belastning, kan derfor udvise tegn som uro, vrede, tilbagetrækning eller forvirring.

Når trivsel udfordres

Forstyrrelser i udviklingen kan gøre det svært at opretholde følelsesmæssig balance. Ved præfrontale udfordringer kan borgeren have svært ved at forstå omgivelserne og reagere hensigtsmæssigt – hvilket kan opleves stressende.

Her bruger vi vores neuropædagogiske viden til at:

  • forstå tegnene som stressreaktioner

  • udvikle hypoteser om, hvad der udløser reaktionen

  • tilrettelægge en pædagogisk indsats, der dæmper stress

  • skabe rammer, der fremmer trivsel og selvregulering

Målet er altid at støtte borgeren i retning af mere overskud, stabilitet og livskvalitet.